| Skiferien i år gik
selvfølgelig til Pamporovo, Bulgarien, hvilket næppe kommer bag på
nogen, der har kigget lidt nærmere på denne hjemmeside.
Hold da
helt op hvor har vi lært meget! Vi har mødt mange søde mennesker,
knyttet nye venskaber og har besøgt flere private hjem. Hvis vi
ikke allerede havde tabt vore hjerter, så var det helt sikkert sket
nu. Solen skinnede fra en skyfri himmel hele ugen, bortset fra en
eftermiddag hvor det sneede. Vi har besøgt en højtbeliggende bjergby. Kørt
en masse ture i de smukkeste bjerge. Vi har set moderne butikker af vesteuropæisk
standard og en time efter har vi været tilbage i middelalderen. Været i
Metro og på Bulgariens billigste marked. Ole har prøvet
Europas bedste grøn/blå skiløjpe i Chepelare på næsten 6 km! Vi
har kørt med hundeslæde. Spist de lækreste måltider for næsten ingen
penge. Drukket de lækreste årgangsrødvine for mellem 30,- og 50,- DKK.
Drukket store fadøl (0,5 l) for 8,- DKK. Og har haft "privatchauffør"
til rådighed stort set døgnet rundt, hele ugen i vores
"taxa" for knap 900,- DKK alt inclusive. Den bedst betalte
uge han havde oplevet endnu i år !?
Flyet fra
København var kun en tredjedel fuldt og vi var kun 6 der skulle til
Pamporovo - Ole og jeg samt fire bornholmere. Vi hyggede os gevaldigt
på køreturen til Chepelare, de 3½ time fløj afsted. Vi havde med vilje
valgt det billigste hotel, for at tjekke standarden. Selvfølgelig virkede
det slidt, men der var en høj rengøringsstandard. Vi havde betalt
for halvpension. Morgenmaden var fuldstændig overvældende. Og
aftensmaden bestod af mindst 4 retter utroligt lækker og velsmagende traditionel
bulgarsk mad. Hvis vi havde holdt en fuldstændig traditionel skiferie med
ophold på dette hotel havde det ikke behøvet at koste mere end ca.
4.000,- pr. næse incl. fly, hotel, skiskole i 6 dage, ski, stave og støvler,
liftkort, mad og drikke! Det er fuldstændigt sindssygt billigt
sammenlignet med Alperne eller Norge, så vi fatter ikke at der ikke er
flere danskere der har fået øje på Bulgarien. Pisterne/løjperne er
rigtigt gode, der er ikke for mange mennesker og således ikke køer ved
de velfungerende lifter. Der er læ på løjperne og solen skinner hver
dag. Og kvaliteten på skiskolelærerne er helt i top!
Den først
nat havde jeg en mærkelig drøm. Jeg troede, at jeg var blevet døv. Jeg
vågnede forskrækket og lå helt stille. Der var ikke en lyd! Ikke en eneste lille
lyd! Jeg bevægede forsigtigt hovedet en lille smule. Puden raslede lidt.
Py-ha, jeg kunne altså høre! Jeg lå vågen længe og anspændte hørelsen
til det yderste. Det var fuldstændigt stille. Ikke en lyd kunne jeg høre!
Fascinerende og en anelse skræmmende. Så stille bliver der aldrig i
Birkerød *S*
|