Undgå kø ved skilifterne
Vi kender alle sammen beretningerne om skiferien, hvor en hel del af tiden
blev brugt på at stå i kø. Det er snarere reglen end undtagelsen. Men
der findes faktisk europæiske skisportssteder hvor køer er et særsyn. Nå,
tænker den erfarne læser, så er det vel fordi der er noget galt med
stedet. Det tænkte vi faktisk selv, første gang vi hørte om dette
specielle fænomen. Men i mellemtiden er vi blevet væsentlig klogere.
Nu er vi ikke ligefrem erfarne skiløbere,
så trangen til at give 10 – 12.000,- kr. for en skiferie er ikke overvældende.
Vi elsker nemlig at rejse, så vi vil ikke risikere at brænde det meste
af årets feriebudget af på bare en uge. Vi har de sidste par år været
på sommerferie i Bulgarien flere gange. Og det var faktisk på en af
vores sommerferier, at vi fandt ud af, at der er flere rigtigt gode
skisportssteder i Bulgarien. Vi besluttede os derfor for at prøve om det
var sandt.
Valget faldt på Pamporovo
Vi undersøgte mulighederne på
Internettet og valgte at tage til Pamporovo, som udmærker sig som værende
det mest begynderegnede af de bulgarske skisportssteder. Desværre er det
også det sværest tilgængelige af de fire store vinterferieresorts, idet
der er næsten 4 timers bustransport fra lufthavnen i Sofia. Men da det
kun tager ca. 2 timer og 40 minutter at flyve fra København til Sofia er
den samlede rejsetid på ingen måde afskrækkende, sammenlignet med en
bustur til Alperne. Og prisen er desuden meget tiltrækkende. Vi gav knap
2.700 DKK (februar 2003) for fly, hotel og halvpension. Den store skipakke
med ski, stave, støvler, liftkort og skiskole i seks dage kostede 1.100
DKK
Det viste sig, at vi skulle flyve med
det bulgarske luffartsselskab Balkan Air Tour, så vi var overbeviste om
at vi skulle ud og flyve med en bedaget Tupolev maskine. Samtidigt var vi
overbeviste om at bustransporten mellem lufthavn og hotel ville komme til
at foregå i en kasseret bybus fra en af de vesteuropæiske hovedstæder.
Men hvad gør man ikke for at mærke brædder under fødderne?
Nemt og smidigt
Stor var derfor vores overraskelse da
vi sent lørdag aften kom ud til gaten i Kastrup og kunne konstatere at
Balkan Air Tour havde parkeret en spritny Boeing 737 ved vores gate. Og
her havde vi sat næsen op efter en ren overlevelsestur i et langt smalt
raslende cigaretrør af et levn fra russertiden, med klapsæder og løse
gulvtæpper ;-). Vi spurgte derfor nysgerrigt den søde unge dame ved
skranken om hun vidste hvornår Balkan Air Tour var gået over til vestlig
standard. Hun prøvede at slå maskinen op i systemet, men der var ingen
oplysninger om maskintypen. Nu vi var faldet i snak, viste det sig at hun
ikke kunne forstå hvorfor der var så mange ski med på denne afgang. Så
vi fortalte naturligvis beredvilligt at vi skulle på skiferie. Samt at
det var billigt. I første omgang troede hun vist at vi tog gas på hende.
Men inden længe var hun overbevist om at vi var seriøse, så hun spurgte
ivrigt til priser og muligheder. Hun havde fået børn og havde ikke længere
råd til at tage på skiferie i Alperne. Vi fik at vide at vi ville få
god plads på flyet, for kun knap en trejdedel af sæderne var solgt. Og
vi blev rørende enige om at det var synd at der ikke var flere der kendte
til dette skiferiealternativ.
Nu er vi rygere jo efterhånden blevet et forfulgt folkefærd,
så vi måtte afbryde den hyggelige snak, for at nå at fylde
nikotindepoterne op, inden vi skulle gå i luften til næsten tre timers røgfrie
strabadser. Om bord på maskinen fandt vi den største benplads vi længe
har haft. Maden var dejlig og de søde stewardesser serverede velvilligt
og gratis, rigelige mængder af bulgarske øl og vine. Så efter det der føltes
som ganske kort tid stod vi i Sofia Airport. Turen gennem paskontrollen og
bagageudleveringen foregik hurtigt og effektivt. Snart stod vi ude
foran terminalen og snakkede med vores engelsktalende bulgarske
guide, der skulle følge os til hotellet i Pamporovo. Og der fik vi endnu
et par positive overraskelser. For det først skulle vi køre i en
supermoderne turistbus med aircon o.s.v. For det andet var vi kun seks
personer der skulle til Pamporovo, fire bornholmere og os to birkerødder.
Der blev holdt en hurtig afstemning og vi vedtog i samråd med guide og
chauffør at rygning var tilladt i bussen. Oppe i bussen blev der hurtigt
åbnet nogle medbragte dåseøl. Og snakken gik lystigt hele vejen til
Pamporovo. Vi blev alle enige om at det havde været en af de behageligste
rejser vi nogensinde havde oplevet, samt at alle vores lidt bange anelser
overhovedet ikke havde holdt stik.
Hotel Rozhen
Fremme ved hotellet viste det sig at
bussen ikke kunne komme de sidste 100 meter op til hotellet. Resolut tog
chaufføren fat i al vores bagage og fulgte os op til receptionen. Ikke
tale om at vi måtte bære den selv. Og han blev næsten fornærmet da vi
ville give ham drikkepenge. Receptionsdamen instruerede om spisetiderne i
restauranten og oplyste at vores aftensmad ventede på værelset. Kender I
det, man er lige landet, rejsen sidder stadig i kroppen og damen taler
engelsk med udtalt bulgarsk accent? Vi måtte simpelthen bede hende om at
gentage oplysningen, men troede faktisk stadig ikke på at det kunne være
rigtigt. Klokken var trods alt lidt over to om natten.
Oppe på værelset kunne vi konstatere
at vi havde hørt rigtigt. Der stod et stort fad med forskelligt skiveskåret
pølse og ost og masser af lyst brød. Samt en frugtskål. Vi kastede os
over fadet som glubske ulve. Begejstrede over at rejsen havde været så
nem besluttede vi at tjekke hotellets diskotek ud. Vi havde glemt at der
var natten til søndag, så vi blev noget overraskede over at der var
stuvende fuldt af unge danselystne mennesker så sent på natten. Vi nød
en enkelt kold og velsmagende bulgarsk øl eller to hver, hvorefter
dynerne kaldte.
Vi havde valgt det billigste hotel,
idet vi jo trods alt kun skulle sove der. Hotellet fremstod som forventet
lidt slidt. Men der var rigtigt pænt rent alle vegne. Sengene blev redt
hver dag og sengetøj og håndklæder blev skiftet midt på ugen. Der var
utroligt fin service i både reception, restaurant og bar. De talte alle
lidt engelsk og var søde og smilende. Det var en utroligt positiv
oplevelse.
Om Pamporovo
De fleste af hotellerne i centrum af
Pamporovo hænger sammen, således at man i tilfælde af dårligt vejr
ikke behøver at gå udendørs for at går fra bar til bar. I
mellembygningerne er der er del butikker, der sælge souvenirs, sports- og
skitøj, vin, cigaretter og så videre. Alt til uhyrligt lave priser
sammenlignet med Vesteuropa. Vi så flere lækre ski og skidragter til
langt under halv pris. Så lad være med at købe disse ting hjemmefra! De
fleste af hotellerne har både en restaurant, bar og natklub, så der er
helt sikkert noget for enhver smag. Et par af de større hoteller har udmærkede
svømmepøler, som gæsterne fra de andre hoteller også kan benytte, mod
betaling af et beskedent beløb. Så husk badedragten hvis du er en
vandhund. Der er ligeledes en bowlinghal, spillemaskiner, billard- og
bordtennisborde på de fleste af hotellerne, ellers prøv nabohotellet.
Hvis du har valgt at bo på et af hotellerne, der ligger lidt væk fra
centrum, kan du bare tage en taxi. Der holder altid taxi’er uden for
hotellerne der kan transportere dig for en billig penge.
Halvpension
Tilbage på hotellet, efter en lang og
måske anstrengende dag på pisterne, er det dejligt at have god tid til
et varmt bad og måske en time på øjet, før man stille og roligt
”kravler” de få meter til hotellets restaurant, hvor en dejlig
aftensmad venter. Af, for os, totalt uforståelige årsager, boede der
ikke ret mange mennesker på vores hotel, så den traditionelle
aftenmadsbuffet var skiftet ud med portionsvis servering. Men det betyder
bestemt ikke at man ikke får mad nok. Først kommer der en stor tallerken
salat. Dernæst en stor portion suppe. Hovedretten består som regel af
kylling eller svinekød tilberedt på mange spændende måder. Til sidst får
man en dessert. Og tro mig hvis man er til kager, så fås de ikke bedre!
Vi er ikke så stort spisende så vi kunne sagtens have nøjedes med at
dele en portion af hver af de fire retter. Der ville alligevel have været
noget tilovers.
Vores hotel serverede udelukkende
traditionel bulgarsk mad, men det gjorde intet, for alting var yderst
velsmagende og flot arrangeret. Man kan tydeligt smage at der er kort vej
mellem producent og forbruger. Råvarerne er alle økologiske og friske,
begrebet halvfabrikata er vist ikke opfundet. Vores erfaring er at alle
tjenerne er utroligt servicemindede, flinke,
taler lidt engelsk og og og hvis man lærer sig nogle få bulgarske ord,
bliver servicen om muligt endnu bedre.
Der skal vi ned igen
På vejen tilbage til Sofia mødte vi
igen de fire bornholmere, der allerede havde besluttet at de skulle til
Pamporovo igen næste skisæson. Og næste gang ville de ikke udelukkende
stå på ski. De ville også bruge lidt tid på at kigge sig omkring.
Vi havde en pragtfuld og meget lærerig ferie, totalt
forskånet for uheld. Vi mødte mange søde og imødekommende bulgarere
som var rigtigt hyggelige at tale med. Vi lærte bl.a. at mange vesteuropæere
ikke er så velsete fordi de glemmer at vise respekt. Bulgarerne kan ikke
ret godt lide tyskere og englændere, men de er meget glade for danskere
og irere. Så husk at sige at du er dansk ;-). Smil til verdenen og
verdenen smiler til dig.
|