|
|
 |
|
Mario og Simon var godt klar over at vi var
trætte, så de sagde at det kun tog et kvarters tid at gå op til det kapel Mario
ville vise mig.
Vi parkerede oppe ved indgangen til klostret og gik ind ad stien
modsat hovedindgangen.
Og så vi vandrede opad igen. Op, op, op! |
 |
 |
 |
|
Efter et kvarter holdt vi et hvil. Mario havde
tydelige problemer med sit knæ. Men selv om vi kunne se langt op i den snævre
dal var der intet kapel i syne.
Turen her var ikke så hård og heldigvis var der
flere kilder på vejen op, så vi kunne slukke tørsten. For nu stod solen højt på
en skyfri himmel, så vi svedte bravt.
Og sørme, pludselig var der et lille kapel! Med
nogle kæmpestore træer. Meget smukt og meget fredfyldt!
|
 |
 |
 |
 |
 |
|
Men det var ikke det kapel vi skulle se...
Det var det næste! Og her - ser du trappen op til
kapellet der er hugget ind i klippevæggen. I kapellet er der det ældste bevarede
ikon i Bulgarien. Det var ganske imponerende!
Og Mario var helt tydeligt glad for at vi var
der!
Man gik videre op ad en trappe ud af kapellet og
udsigten tog nærmest pusten fra mig - eller var det alle trapperne ;-)
Jeg satte mig ned på trappen og nød udsigten. Jeg
troede jo at vi skulle samme vej ned. Men næ, nej, vi skulle videre op! |
 |
|
Naivt troede vi at vi ikke skulle længere
op, men så kaldte de på mig, der var noget jeg skulle se. Og igen og videre op
ad trappen.
Og sørme om der ikke lå et kapel mere!
Jeg må sige at jeg er imponeret over at man har
bygget kapeller i et så uvejsomt terræn. Jeg havde såmænd haft møje nok med at
slæbe mig selv, mit kamera og min vandflaske helt derop!
Men jeg er utroligt glad for at jeg har set det! |
 |
 |
 |
|
Nedturen gik fint, alt andet lige så var terrænet
her ikke nær så stejlt som det vi havde været udsat for om formiddagen.
Og timingen var perfekt, nogle få hundrede meter før
vi nåede bilen begyndte det at regne. Vi havde hørte torden rumle langt væk og
nu nåede bygen os.
Tilbage i Chepelare droppede vi Vienski - vi
ville hjem og bade!
Aftenen tilbragte vi i huset og snakken gik - vi
havde oplevet utroligt meget på en uge og dagen efter skulle vi hente mine
bedste venner Karen og Andreas i Plovdiv.
Næste dag - kommer snarest ;-) |
 |
|
Laila og jeg havde den store fornøjelse
dagen efter, at erfare at Simon havde rigtigt ondt i benene, så ondt at
han gik sjovt. Vi andre var nok ømme, men vi gik da i det mindste
normalt ;-) |
|
 |
