|
| |
|
Da Mario og Simon var i Danmark og jeg viste dem
rundt, ville de selv betale for museer, mad, benzin o.s.v. Men jeg brød mig ikke
om at se dem bruge deres surt tjente penge i Danmark, som nok er et af de
dyreste lande i verdenen! Jeg ved jo hvor meget de kan få for de penge i
Bulgarien, og jeg havde nok råd til at gøre noget for dem. Jeg nød i den grad at
vise dem mit land, efter at Simon havde vist mig rundt i Bulgarien i flere år.
Så vi aftale at de kunne give mig en middag når jeg kom derned igen. Den idé
kunne de godt lide og Mario sagde så at han gerne ville vise mig et meget
specielt kapel oppe i bjergene, når jeg kom næste gang.
|
|
Nu havde vi fået to dejlige dage med masser af
oplevelser. Og nu skulle vi altså se det kapel Mario havde talt om.
Vi var selvfølgelig klar til at gå en tur da vi
blev hentet ;-). Men først skulle vi have kaffe på Vienski ;-)
Vi kørte ned ad vejen mod Asenovgrad og kort før
Bachkovo parkerede Mario og sagde at det var her turen startede. Vi kiggede os
omkring, alle steder gik klipperne stejlt op. Men inde langs med
klippevæggen gik der en lille sti langs med floden som går under vejen på dette
sted. Og den sti skulle vi op ad!
Op, op, op!
|
 |
 |
 |
 |
 |
|
Vi gik langs med floden og så mange vandfald. I
starten var stien nem nok at gå på, bred og tydelig, men jo højere vi kom op jo
smallere blev. Til sidst var stien til tider svær at få øje på.
Flere gange gik vi på smalle hylder, men det
brusende vand 5-6-7 meter længere nede - py-ha - ikke godt for danskere med
højdeskræk!
Andre gange skulle vi balancere over floden på
smalle smattede træstammer. Flere steder måtte vi stort set kravle op af stejle
skrænter eller skræve over væltede træer. På det tidspunkt vidste vi heldigvis
ikke at vi skulle samme vej ned igen ;-)
Og hele tiden gik det op, op, op! Og så kom
belønningen! |
 |
 |
 |
|
Naivt troede vi at vi ikke skulle længere op, men
det skulle vi! Op og op igen. Men lige ovenfor vandfaldet holdt vi en pause med
vand og chokolade. Jeg turde ikke gå ud til kanten og fotografere vandfaldet
ovenfra ;-) Efter en god pause, gik det
opad igen, for vi skulle jo se kilden springe ;-) |
 |
 |
 |
 |
|
Og her ser vi så kilden springe ;-). Og dette lille
"alter" troede jeg var det kapel Mario havde fortalt om i Danmark. men jeg havde
taget fejl viste det sig senere. Der var utroligt smukt deroppe, det havde
bestemt været anstrengelserne værd.
Nå, men nu skulle vi ned igen - ad den samme vej.
Pudsigt nok sagde Laila og jeg i munden på hinanden at nu kunne vi godt drikke
en kop espresso - ikke øl - ikke vin - men kaffe!
Hvis du har gået i bjerge så ved du nok at det er
hårdt at gå men det er farligt at gå ned! Og vejen ned var farlig! Det er ingen
sag at kravle op ad stejle skrænter, men det er godt nok svært at kravle ned
igen. Men vi hjalp hinanden ned og det gik - men ikke uden skrammer. Faktisk var
jeg den eneste der ikke kom galt afsted på vejen ned! Både Simon og Laila faldt
og slog sig, og Mario vred om på sit knæ.
Nede igen, kørte vi hen til alle boderne nedenfor
klostret i Bachkovo. Og her ville Mario have os til at drikke en øl! Men nej vi
ville have kaffe! Nej I skal drikke øl, fik vi at vide. Vi vil have kaffe! Så
det fik vi. Og så fik vi små krydrede pølser og pommes frites og øl. Vi undrede
os lidt. Okay, vi havde lige været ude på en helt vild bjergvandring og havde
overlevet, men nu var vi sgu ikke videre indstillet på at overlade ansvaret til
de to unge bulgarere længere! Det havde godt nok været en flot, men også meget grænseoverskridende
tur for to danskere. Alene at skulle følge med de to bulgarske bjerggeder havde
været en udfordring i sig selv. Men vi havde stort set fået kureret vores
højdeskræk, med alle de mange farlige steder uden rækværk havde vi passeret. Og Laila havde slået sin lænd og den ene albue. Så vi havde brug for en
pause! Vi var ikke engang sultne. Men spise det skulle vi, for vi var ikke
færdige med at gå! Nå maden gled ned og øllen ligeså - ind i bilen og ud på
næste tur.
Mario og Subi var godt klar over at vi var
trætte, så de sagde at det kun tog et kvarters tid at gå op til det kapel Mario
ville vise mig. Nå, så vi vandrede opad igen. Turen her var ikke så hård og
heldigvis var der flere kilder på vejen op, så vi kunne slukke tørsten.
|
|
 |
|
