|
Jeg
lovede at tage med derind for at tale Ole's sag. Han var meget opsat på at
blive opereret i Kiel hvor de kendte hans tilfælde. Han var også meget
nervøs for at få skåret nerver over og dermed få varige mén. Det havde
lægerne i Kiel lovet ham at det ville de ikke gøre.
Det
er som bekendt ikke særligt nemt at få en parkeringsplads ved
Rigshospitalet, så jeg hentede Ole i Birkerød i rigtigt god tid. Vi fandt
heldigvis en tom parkeringsbås i personaleområdet lige med det samme og
tog chancen på at holde der. Vi var ca. ½ time for tidligt på den, så vi
satte os lidt i solen udenfor. Oppe på afdelingen meldte vi os hos
sekretæren, som bad os om at tage plads. Straks derefter kom lægen. Hun
sagde at det var godt at vi kom for tidligt, for hvis vi var kommet til
tiden havde hun været midt i en operation.
Vi
gik ind i et undersøgelsesrum og lægen fortalte, at de var parate til at
operere Ole om 14 dage, selvom de normalt anbefaler, at der skal gå mindst
8 uger efter sidste strålebehandling. Det stillede vi os noget undrende
overfor - hvorfor operere før tid hvis de anbefaler noget andet? Jeg
gjorde brug af min ledelsestræning - aflæste lægens kropssprog - og
argumenterede rigtigt godt for en operation i Kiel. Da vi begyndte at køre
i ring og hun ikke ville give sig, forlangte vi at Ole blev opereret af
overlægen. Hun ringede ham op og "glemte" at fortælle os, hvad han svarede.
Så var det tid til at forklare hende, at hendes afdeling, og ingen andre,
bedømte om de havde ventetid - og at de dermed kunne videresende en
patient - hvis nødvendigt. Vi sagde pænt farvel, og hun lovede at ringe os
op dagen efter.
Da vi
gik derfra mente Ole, at det ikke var gået så godt, men jeg kunne berolige
ham med at det var gået helt fint.
Dagen
efter ringede de fra Herlev Amtssygehus og fortalte at vi skulle til Kiel.
Sådan! Vi hørte aldrig mere fra lægen på Rigshospitalet.
Uheldigvis gik der over en uge med at få en tilbagemelding på hvornår vi
kunne komme til Kiel. Ventetid...
Men
endelig kom datoen: Ole skulle møde til forundersøgelser tirsdag d. 19/4
og operationen var planlagt til onsdag d. 20/4. Så kunne vi begynde at
lægge planer. Jeg havde svoret at jeg ikke ville til Kiel igen, men det
måtte jeg æde i mig. Jeg kunne på ingen måde forestille mig at Ole skulle
tage derned alene, eller uden mig!
I
mellemtiden var jeg flyttet hjem igen og vi havde fået talt tingene
igennem.
|
