|
| |
|
|
Kæbekirurgisk afdeling på Rigshospitalet.
|
Vi skulle være der kl. 9.00, den 5. oktober
2005. Det er slet ikke så nemt at ramme en aftale inde i hovedstaden kl. 9.00,
når man bor i Birkerød. Hvis vi havde fået en tid kl. 10.00, så skulle vi
have været hjemmefra 35 min. før, men om morgenen, så kan trafikken gå
helt i stå. Så for at være på den sikre side kørte vi hjemmefra kl. 7.50.
Det gik faktisk nogenlunde med trafikken derindad. Og vi var heldige at
finde en ledig parkeringsplads i første forsøg. Så vi var inde på
afdelingen kl. 8.40.
Der blev vi henvist til et venteområde. Men der var hverken vådt eller
tørt. Ikke engang plastickrus, så man selv kunne hente vand på toilettet.
Det er simpelthen lavmålet af fornærethed. Man må jo gå ud fra at Riget,
som specialhospital for hele landet, også modtager patienter fra hele
Danmark. Måske har man rejst fra Vejle - eller Esbjerg eller længere. Og
så kan man ikke engang få noget at drikke, når man kommer frem.
Heldigvis ligger afdelingen lige ved det store cafeteria ved opgang 2, så
jeg gik ud og købet to krus kaffe, og bortførte de to krus til afdelingen.
5 minutter over ni kom en sygeplejerske forbi og sagde at Ole ikke var
blevet glemt, men at man var lidt forsinkede. Så er det jo at man undrer
sig, hvordan kan det lykkes at være forsinket så tidligt på dagen? Klokken
blev 9.20 før Ole blev kaldt ind til røntgenfotografering. Og efter
yderligere ca. 10 minutter kom vi ind til en læge. Han startede med at
sige at i visse sager, var ventetid faktisk en fordel. Tak for kaffe -
sikken en indstilling...
Han spurgte til hvornår strålebehandlingen havde fundet sted, (han havde
set at det var sket i Kiel). Han havde kigget på røntgenbilledet og kunne
konstatere at Ole ikke havde den sygdom
Osteoradionekrose, som lægerne på Hillerød havde sagt.
Så det betyder heldigvis at Ole ikke skal have trykkammer behandlingen
alligevel. Det betyder også at han ikke skal opereres og have sat titanium
i kæben. Det var jo rigtigt gode nyheder! Men hvorfor skulle vi gå at
vente i flere måneder på at få det at vide? Det har i den grad præget
vores hverdag at gå at vente på at komme i gang med disse behandlinger. Vi
har ikke rigtigt kunnet planlægge noget. Og Ole har gået at være bange for
at miste sit job, hvis han nu ikke kunne få lagt behandlingstiderne om
eftermiddagen.
Men der sad jo stadig nogle små udvoksninger fra kæbeknoglen. De stikker
igennem tandkødet og laver sår på tungen. Lægerne på Hillerød havde sagt
at dem måtte man skam ikke pille ved. Her på Riget var opfattelsen en
anden, de skulle da bare klippes af med en tre-i-en'er!
At tænke sig at nu har Ole gået rundt med åbne sår i den højre side af
munden i over at halvt år, p.g.a. disse små knogleudvoksninger, der havde
boret sig gennem tandkødet og lavet ridser i tungen. Og så siger lægen her
på riget, at de skal da bare klippes af! Hvor er det menneskelige
hensyn???
Fremover vil Ole gå til sin egen tandlæge og få slebet eller klippet de
nye udvoksninger af - hvis der kommer flere. Det har han jo faktisk gjort
før, på trods af tandlægerne på Hillerød's advarsler. Der har været dage
hvor udvoksningerne har været rigtigt skarpe, så han næsten ikke kunne
spise for smerter.
Det er slet ikke slut med det groteske, det er som om at man ikke må være
glad. For vi spurgte jo selvfølgelig til hvornår Ole så kunne få sat
stifttænder i, i stedet for de to kindtænder tandlægerne på Hillerød havde
hevet ud. Hvornår de var blevet hevet ud - det sagde vi - og så lød det:
Det havde nok ikke været nødvendigt!!! Og at der under ingen
omstændigheder måtte sættes implantater i den strålingsramte kæbe, for så
ville den
Osteoradionekrose måske bryde ud.
Py-ha. Det var en dum besked at få! To overtandlæger på Hillerød havde
altså stjålet to af Ole's kindtænder uden grund! De havde lovet ham at han
kunne få stifttænder eller implantater i stedet. Men nu fik vi at vide at
den eneste mulighed var en delprotese.
Vi sagde at den ville vi få lavet i Bulgarien. Men det blev frarådet, for
vores danske tandlæge ville nok ikke være behjælpelig med tilpasning, hvis
det blev nødvendigt. Men det skøjtede vi let henover, for det vi at vores
tandlæge gerne vil. Han er nemlig et menneske!
Så spurgte vi jo selvfølgelig om hvem der ville betale for at vi fik lavet
protesen i Danmark, for det havde vi ikke råd til. Så fik vi det næste
chok! Det viser sig at Ole ikke kan blive henvist til
Amtstandlægeklinikken, fordi tænderne er blevet taget ud efter
strålebehandlingen - og ikke før. Og det på trods af at årsagen er den
samme, nemlig strålebehandling. Hold da helt op, hvor var det svært at
tackle, jeg skummede indvendigt! Det skulle jo ikke gå ud over lægen på
riget, han var såmænd flink nok. Han rådede os til at få en underskrift
fra den tandlæge på Hillerød, at han havde taget tænderne p.g.a. af
strålebehandling for kræft, for så kunne det da godt være at Ole kunne
komme på Amtstandlægeklinikken alligevel...
Denne seance havde knap taget 5 minutter. Men det føltes som meget længere
tid. Ole ville blive indkaldt til kontrol om tre måneder. Men vi fik at
vide at vi lige så godt kunne få en tid af sygeplejersken. Efter syv lange
og syv brede, kom hun endelig med en tid. Om nøjagtigt tre måneder, nemlig
d. 5/1 kl. 9.00. Men det kan vi jo ikke for der er vi forhåbentlig i
Bulgarien.
Så måtte vi lige vente 5-6-7-8 minutter til, før vi havde fået en ny tid.
Og så var det bare om at komme ud!
Som de velopdragne mennesker vi er føler vi os grundigt trådt på, når vi
skal gøre en ekstraordinær indsats, for at være helt sikre på at være
fremme kl. 9.00 og så bliver henvist til at sidde og vente det meste af en
½ time.
|
|
