|
|
Operation i Kiel
|
|
Nu er
vi hjemme efter operationen i Kiel. Alt gik godt! Men det var mere
smertefuldt end vi havde forestillet os!
Vi valgte at køre derned mandag og havde
bestilt værelse på Hotel Zum Fritz Reuter - lige ved hovedindgangen til
klinikken. Først var vi lige forbi Riepen med de tomme ølflasker. Super
god butik med stort udvalg og fin, fin service. Det var OK at være
tilbage i Kiel! Trods alt! |
|
Her
ses Ole dagen efter operationen - stadig med drop og med en buket fra
familien. |
 |
|
Stort set hele tirsdagen
brugte vi på Hals-Nasen-Oren klinikken sammen med en dansk tolk. Det tyske
sygehusvæsen er utroligt effektivt, vi gik direkte fra den ene
undersøgelse til den anden. De tog blodprøver, EKG, ultralyd-scannede,
røntgenfotograferede samt CT-scannede.
Vi talte med
afdelingssygeplejersken, anæstesilægen og en læge der fortalte om selve
operationen. De ville fjerne lymfekirtlerne i højre side af halsen fra
øret og ned til kravebenet. Desuden ville de udføre en endoskopi af
området bag den højre mandel hvor tumoren havde siddet for at se om der
var cancer stadigvæk
Derudover ville de skære
dybere bag hvor mandelen havde siddet. Det giver en meget større chance
for at canceren ikke kommer igen. Denne sidste del af operationen er de,
de eneste der kan udføre i Tyskland, og de fortalte at ingen i
Skandinavien kan gøre det. Vi fik at vide at vi skulle regne med at Ole
skulle være indlagt i 8-10 dage! Det var Ole ikke glad for at høre. Vi;
mest Ole, troede jo bare at der skulle fjernes nogle "lymfer" på siden af
halsen og så hjem et par dage efter. |
|
At få fjernet mandler i en voksen
alder er nok stort set det mest smertefulde man kan opleve. Og nu skulle
Ole altså opleve disse smerter en gang mere, fordi man i Danmark ikke
havde gjort det optimale fra start af.
Ole havde eneværelse i
hele perioden - med elektrisk seng! |
 |
|
Operationen blev desværre
udskudt til om torsdagen på grund af et par akutte operationer. Ole skulle
møde på afdelingen onsdag kl. 18.00. Derefter gik vi ud og spise og var
tilbage ved 22-tiden. Her fik Ole noget beroligende medicin samt en
sovepille.
Torsdag morgen kl. 9.30
blev han kørt ned til operationen. Faktisk fik jeg lov til at trille ham
ned sammen med afdelingssygeplejersken. Der er ingen sygehjælpere eller
portører på hospitalet. Kun rengøringspersonale og sygeplejersker – og
læger selvfølgelig.
Først ved 15-tiden var de
færdige med at operere. Jeg blev kaldt ned på opvågningen med det sammen
Ole kom ud og han var vågen, uden smerter – men rimeligt groggy. Allerede
torsdag aften var Ole oppe og gå rundt på afdelingen. Han havde stadig
ingen smerter. Og han kunne spise is, så det fik han en masse af.
Efterhånden som timerne gik slap Ole af med flere og flere ”slanger”.
Inden natten var der stort set kun drænet tilbage. |
|
Allerede fredag kunne vi gå ture rundt på
området. Lørdag og søndag havde Ole det rimeligt fysisk men han var lidt
små deprimeret over at være spærret inde og over at vide at han skulle
være der så længe.
Vi havde fået at vide at der var risiko for
at halspulsåren kunne springe, hvilket var grunden til at han ikke måtte
forlade hospitalsområdet.
Det kneb bl.a. med at spise andet end
flydende kost og det kneb gevaldigt med at sove om natten, så han var
efterhånden godt træt. Men han havde ingen smerter - kun lidt synkebesvær.
Og drænet kom ud søndag morgen.
Søndag eftermiddag fik vi besøg fra
Danmark. Ole's to søstre og svogeren kom forbi og vi tilbragte et par
hyggelige timer sammen. Herligt! |
 |
|
Natten mellem søndag og
mandag blev smerterne meget slemme og Ole fik ikke sovet meget den nat.
Sygeplejersken turde ikke give ham mere smertestillende.
Mandag morgen talte Ole
med lægen der gav ham noget stærkere smertestillende samt lagde besked om
at Ole skulle have noget at sove på om aftenen. Ole kunne faktisk slet
ikke spise noget hele dagen, fik kun spist lidt is.
Natten mellem mandag og
tirsdag blev ikke meget bedre end den foregående. Ole sov vel 2 timer fra
23 til 01. Men vågnede så p.g.a. smerter på trods af sovepillen. Og
natsygeplejesken turde endnu en gang ikke sætte medicinen op.
Tirsdag morgen talte Ole
igen med lægen. Denne gang fik han morfin! I løbet af tirsdagen hjalp det
lidt på smerterne, men han kunne stadig ikke spise. Ved stuegangen tirsdag
eftermiddag, kom lægen, og denne gang havde han afdelingens professor med
og talte med os. De fortalte at smerterne skyldtes at såret i halsen var
ved at hele og at det så snart var overstået med smerter.
Natten mellem tirsdag og
onsdag fik Ole sovet rimeligt godt og nu onsdag eftermiddag er Ole næsten
smertefri, selv om han ikke tager morfinen længere. Onsdag morgen vækkede
lægen Ole og sagde at resultatet af testene af de ting de havde fjernet
havde vist at der ikke var mere kræft. Jubii! Og han sagde at vi kunne
komme hjem fredag.
|
|
Torsdag eftermiddag talte
Ole igen med professoren, som mente at han måske allerede kunne udskrives
i morgen efter at de har taget stingene.
Og torsdag morgen - inden
morgenmaden fik Ole fjernet stingene og blev udskrevet. Lægen sørgede for
at Ole fik smertestillende medicin til et par dage med hjem. Der gik en
times tid med at få pakket sammen - og spist morgenmad.
Vi gik over på
stråleafdelingen og fik os en hyggelig snak med den unge læge der havde
overvåget Ole's strålebehandling. Han var tydeligvis meget glad for at se
os!
|
 |
|
Herefter gik vi til
hotellet og pakkede mine ting. Dernæst kørte vi til Riepen for at købe øl
med hjem. Herefter så vi på hinanden - er det nu vi skal se Lübeck? Vi
kørte altså til Lübeck istedet for at køre direkte hjem.
Desværre måtte Ole bøje
sig og fortsætte med morfinen, smerterne svingede en del, men kunne stadig
blive meget kraftige.
Vi nød begge at være
turister i Lübeck, som er en utroligt spændende by! Et besøg her kan varmt
anbefales! Læs mere her - kommer snarest!
|
