|
Tirsdag d. 30/8-2005 skulle jeg egentlig havde
været på arbejde til kl. 16.30 i et vikariat i Hørsholm. Men ved 16-tiden
måtte jeg bare hjem. Jeg var ukoncentreret og uoplagt. Så jeg var
heldigvis allerede hjemme kl. 16.30.
Med det samme jeg kørte ind i carporten fik jeg en fornemmelse af, at noget
var helt galt. Solen skinnede og alligevel var havedøren både lukket og
låst, på trods af at den anden bil var hjemme. Hjertet hamrede i halsen på
mig da jeg gik op mod døren.
Gennem døren kunne jeg se Ole hænge så mærkeligt på bænken i spisestuen.
Jeg tænkte straks det værste - men håbede selvfølgelig at jeg tog fejl.
Jeg tjekkede vejrtrækningen, py-ha - han trak vejret - men heller ikke
meget mere. Han havde en helt forkert farve i hovedet og var dybt
bevidstløs. Jeg prøvede med koldt vand, men han var helt væk.
Jeg fik øje på et afskedsbrev på bordet:
Kræften vandt! Jeg tabte!
Her stod der, at han havde fundet en ny
knude på halsen som han var sikker på var kræft og at han hverken ville
byde sine venner eller familie at han skulle have kræft igen.
Jeg havde ikke hørt om nogen knude og troede simpelthen ikke på at han
havde kræft igen. Alligevel stod jeg i et kæmpe dilemma. Hvis han virkelig
havde fået kræft igen og havde besluttet at det ville han ikke det igennem
igen, så kunne jeg godt både forstå og acceptere hans beslutning. Hvis jeg
havde vidst at han havde fået kræft igen, ville jeg måske, kun måske, have
været i stand til at gå igen.
Men jeg var overhovedet ikke sikker på at han havde fået kræft igen. Så
jeg ringede 112. Jeg var mærkeligt rolig, mens jeg forklarede, hvad der
var sket. Tiden stod mærkeligt stille. I løbet af nogle få minutter kom
akut-bilen. Og den unge Falck-redder gik straks i gang med at tilslutte
diverse maskiner til Ole. Det var skrækkeligt at se på, så jeg gik
hvileløst omkring. Straks efter kom der en ambulance med hele tre
Falck-reddere. Tre af dem baksede med Ole, mens den fjerde gik med mig
rundt, for at finde ud af hvad Ole havde taget. Jeg kunne se, at der
manglede en hel del spiritus, samt nogle sovepiller.
De var sikre på at han havde taget morfin. Og det kunne jo godt passe at
han havde haft noget til overs efter operationen i Kiel. Vi kunne dog ikke
finde emballagen. Efter hvad der føltes som både meget kort og samtidigt
utroligt lang tid - ca. 45 Min.!, blev Ole lagt på båren og kørt ud i ambulancen. Jeg
blev spurgt om jeg ville køre bagefter eller om jeg ville med i
ambulancen. Jeg var selvfølgelig dybt rystet, så jeg turde ikke køre bil.
Så jeg kom ind på forsædet af ambulancen. Undervejs var redderne bag i
ambulancen i radio kontakt med en læge på sygehuset og jeg er næsten
100% sikker på at Ole fik elektrochok tre gange undervejs.
Oppe på sygehuset kom personalet løbende ud for at tage mod Ole og en sød
sygeplejerske tog i mod mig. Jeg var ligesom i en trance. Jeg blev tilbudt
at være inde hos Ole mens lægen undersøgte ham, men det havde jeg ikke
overskud til. Hvis han ikke klarede den, ville jeg helst ikke havde dette
sidste billede af ham. Lægen ville intet love! Sygeplejersken fandt en rum hvor jeg kunne sidde i
fred og gav mig nogle kleenex og en kop kaffe. Hun spurgte mig ud om hvad
der var sket og jeg viste hende afskedsbrevet. Det var benhårdt.
Efter lidt tid kom politiet og sygeplejersken sagde at jeg ikke behøvede
at tale med dem. Men jeg kunne jo lige så godt få det overstået. De så
afskedsbrevet og spurgte mig om en masse ting. De var utroligt søde og
medfølende, så samtale blev ikke så hård som jeg havde frygtet. Efter
samtalen måtte jeg hen og se om der var nyt om Ole. Der var blevet taget
en masse blodprøver, for at tjekke hvad han havde taget. Lægen ville fter
3 timer stadig ikke love at han ville overleve! Jeg sagde at de
også skulle tjekke for paracetamol, for det vidste jeg at vi plejer at
have derhjemme. Det havde de ikke tænkt på, men det ville de gøre. De
ville ikke sige noget om hans chancer. Pu-ha.
Jeg gik ud for at ryge og vandrede som i en døs hvileløst rundt på
parkeringspladsen. Jeg ringede til Ole's søster og svoger men de var for
fulde til at køre bil! - så de ville ikke komme. Jeg følte mig noget
alene - ville ikke tænke på det værste, forsøgte at holde
mine tanker helt i ro. Vores søde
naboer, der jo havde set ambulancen derhjemme og som jeg lige havde nået
at informere inden vi kørte, sendte en SMS om at jeg bare kunne ringe når
jeg ville hjem, så ville de hente mig. Så jeg ringede og talte lidt med
dem.
Jeg gik ind igen for at høre hvordan det gik. Intet nyt endnu, men han
levede da stadig. Først efter næsten fire timer blev han erklæret for
stabil. Den søde unge vagtlæge, Elena, viste sig at være fra Rusland. Hun
tilbød mig flere gange at være derinde hos ham. Endelig kunne hun sige,
hvad blodprøverne havde sagt, så nu kunne de ikke gøre mere for ham. Hun
regnede ikke med at han ville vågne de næste mange timer, hans promille
var meget for høj, sagde hun. Til sidst sagde hun, at hun insisterede på, at
jeg var derinde, hvis han nu skulle vågne. Py-ha, det var drøjt!
Ganske kort tid efter kom der en portør for at køre Ole over på Akut
Modtagelsesafsnit. Også her var de ansatte utroligt søde. Den
sygeplejerske der skulle holde øje med Ole, spurgte om jeg havde fået
noget at spise. Det havde jeg jo ikke, så hun sørgede for at jeg fik to
stykker smørrebrød og noget vand. Jeg vidste ikke om jeg overhovedet kunne
spise noget. Men det lykkedes at få klemt det ned. Jeg kunne ikke finde ud
af om jeg skulle blive og vente på at Ole skulle vågne, men til sidst
tænkte jeg at det var bedre at komme hjem. Jeg ville nødig være der når
han vågnede, for jeg var sikker på at ikke ville være helt ædru og at han
ville blive sur over at være i live. Det sidste jeg ønskede var, at høre
ham sige, at han ville gøre det igen.
Jeg aftalte med sygeplejersken at hun ville ringe hvis der skete noget
negativt. Og så ringede jeg efter vores nabo. Det var dejligt at blive
hentet af en man kender, i stedet for at skulle underholde en
taxi-chauffør med ligegyldigheder. Godt hjemme igen, blev jeg inviteret
over for at snakke, så jeg hentede en trøje og satte mig over hos naboen.
Efter en 2-3 øl, følte jeg mig i stand til at gå hjem og sove. Mærkeligt
nok sov jeg nogenlunde om natten. Men py-ha hvor havde jeg det dårligt om
morgenen. Jeg ringede til afdelingen for at høre hvordan det gik. Fik at
vide at Ole var vågen, men at de havde sat vagt på ham, fordi han sagde,
at han ville gøre det igen. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at se ham,
hvis han blev ved med at sige det. Det sidste jeg behøvede var at han
skulle bebrejde mig at jeg havde ringet efter en ambulance!
Jeg kunne ikke tage mig sammen til noget som helst. Men jeg fik da ringet
til Ole's søster og fortalt hvad de havde sagt på afdelingen. Hun bad om
nummeret, hun ville selv ringe også. Hun ringede tilbage og sagde, at Ole
spurgte efter mig. Jeg var i syv sind, skulle jeg tage bilen eller ringe
efter en taxi. Heldigvis kom vores nabo og sagde, at nu kørte vi til
Hillerød. Det var dejligt. Jeg gruede for at se Ole, jeg gruede for hans
humør. Men han blev heldigvis glad for at se mig. Vi fik talt lidt om hvad der
var set. Han var 100% sikker på at han havde fået kræft igen, så jeg fik
sygeplejersken til at skaffe en psykiater til ham. De lovede os også at
han nok skulle komme op på Øre-Næse-Hals og blive undersøgt.
Der kom en overlæge fra psykiatrisk afdeling og tale med os begge. Det
hjalp at sætte ord på. Hun forklarede Ole at det var en helt normal
reaktion, men at han næste gang, han gik i panik, måtte love at tale med
en læge først, for at være sikker på at kræften var kommet tilbage. Jeg
havde slet ikke lyst til at få Ole hjem, før han var blevet undersøgt af
en læge, så vi vidste om han havde kræft eller ej. Så de lovede at beholde
ham indtil videre.
Jeg ved egentlig ikke rigtigt hvad tiden gik med, men om eftermiddagen kom
Ole's familie for at se til ham. Negativ oplevelse! Desværre kom han ikke op til undersøgelse
den dag. Vi gik over i cafeteriaet for at få en øl og en pølse og ved
22-tiden tog jeg en taxi hjem. Natten var præget af urolige drømme og
mareridt, til sidst måtte jeg tage noget at sove på.
Næste morgen følte jeg mig i stand til at køre bil, så efter at have
pakket lidt ting til Ole, kørte jeg op på hospitalet. Ole var oppe og sad
og ventede ved døren. Vi talte lidt med sygeplejersken der lovede en ny
samtale med en psykiater, samt at vi nok skulle komme op på Øre-Næse-Hals
og blive undersøgt. Vi var begge rastløse - bare den undersøgelse nu kunne
ske så hurtigt som muligt. Men timerne gik uden at vi hørte noget. Til
sidst rykkede vi igen for psykiateren. En ny læge kom og talte med os. Og
hun mente at vi havde det for godt til at hun ville bevilge os en samtale,
på trods af at psykiateren i går havde sagt at vi bare skulle bede om en
ny samtale i dag. Hold da helt op hvor blev jeg gal - og skuffet.
Samtidigt fik Ole at vide at han var udskrevet - bare lige sådan.
Endelig fik vi en tid på ØNH. Og vi talte med en læge vi havde set før.
Han kunne straks sige til Ole at den knude han havde mærket bare var hans
spytkirtel. Han fik Ole overbevist om at han ikke havde fået kræft igen.
Py-Ha. Hvor var det dog godt! Ole måtte love at gå til læge næste gang han
fik en mistanke. Men lægen var også så forstående at han sagde, hvis du
får bekræftet at du har kræft igen, så står det dig frit for at trække i
bremsen, men sørg lige for at være sikker først!
Så gik vi tilbage til afdelingen og fortalte at Ole ikke havde kræft. Det
blev de meget glade for. Vi pakkede tingene sammen og sagde pænt farvel og
kørte hjem. Det var dejligt at have Ole hjemme igen. Jeg forsøgte af alle
kræfter at slette de uhyggelige billeder af Ole liggende på gulvet med tre Falck-reddere og en masse maskineri omkring sig. Det hjalp at Ole var der
i levende live. Men der skulle mere til for at få tingene på afstand. Vi
var helt på hælene og havde stærkt brug for nogle positive oplevelser for
at komme videre.
Så torsdag aften besluttede vi at vi ville tage ned til huset i Chepelare
for at slappe af. Læs mere her
Set i bakspejlet er jeg dybt imponeret over de dygtige Falckreddere. Det
er helt imponerede så meget de ved om førstehjælp! Hvis det ikke havde
været for dem, så tvivler jeg på at Ole havde levet i dag.
Det første døgn på Hillerød var også fyldt med positive oplevelser af det
dygtigste og mest effektive personale. Men filmen knækker alligevel når jeg
tænker tilbage på disse så traumatiske døgn.
Man læser tit i avisen, at folk får tilbudt krisehjælp, hvis deres tog
kører af sporet, eller at de overværer en brand eller lignende. Hvorfor
fik jeg ikke tilbudt krisehjælp når jeg havde set min kæreste gennem mere
end 7 år, være mere død end levende efter et selvmordsforsøg?
Når en mand har forsøgt selvmord fordi han tror, at han har fået kræft
igen, hvorfor skal han så vente 1½ døgn før der kan komme en læge og
undersøge ham? Det er da at holde folk i en livskrise hen. Det er
simpelthen så meget for dårligt!
Efterfølgende bad vi begge om psykolog hjælp og har fået henvisninger
fra vores læger. Alligevel lykkedes det først 3 uger efter
for Ole at få en tid hos en psykolog.
05-05-2006
Efterskrift
Denne "lille" episode ændrede vores liv -
og vi bor nu ikke længere sammen. |
