|
Fredag morgen vågende jeg
først da Ole gik. Jeg må have været rigtigt træt, siden jeg slet ikke har
registreret at han havde været i bad og havde taget tøj på. Jeg blev
liggende og forsøgte at sove igen, men et kvarter senere stod jeg
alligevel op og badede og gik ned til morgenmad.
Lidt efter kom Ole
tilbage fra strålebehandling og uge 5's behandlinger var overstået. Jubii.
Efter morgenmaden gik Ole
op for at lege med medicin, barbere sig og smøre det forbrændte område ind
i creme. Det havde han fået lov til i sidste weekend, så hvorfor ikke gøre
det igen. Derefter pakkede vi og kørte til Riepen. Vi havde lovet at tage
noget special øl med hjem. I Burg stoppede vi igen ved Sky supermarked og
købte rigtigt meget forskelligt sprut m.m.. Priserne er meget lavere end i DK! Så nu har
vi et utroligt velassorteret barskab.
Udenfor var der en
pølsebod, hvor jeg købte en bratwurst og Ole en frikadelle. Jeg tænkte, at
man ikke kunne tilbringe 5 uger i Tyskland, uden at smage en af deres
berømte pølser. Nu er jeg ikke den store pølsespiser, så måske var det min
egen skyld - men jeg blev ikke imponeret - og Ole kunne slet ikke spise
frikadellen.
Ole havde glemt at få
mere medicin mod kvalme, så vi var lige et smut hos hans læge. Vi fik en
hyggelig snak med lægen, der var meget nysgerrig m.h.t. til behandlingen i
Kiel. Og Ole fik en recept på kvalmemiddel samt et nyt rygestopprodukt.
Hjemme igen! Herligt. Vi
tømte bilen, og fik sat vasketøj over. Vi fandt ud af at vi ikke havde
fået aviser i ugens løb - kun torsdag. Heldigvis kunne vi få lagt ugens
aviser til side hos H.A.Larsens Eftf. Og så var humøret reddet igen. Det
var jo voldsomt irriterende at vi ikke havde haft Internet - så vi havde
jo set frem til at læse ugens nyheder. Fredag aften slappede vi af ved
fjernsynet og gik tidligt i seng. Vi sov begge godt om natten, Ole måtte
dog op på et tidspunkt og finde en ekstra dyne. Så han er altså blevet
kuldskær. Soveværelset var ikke koldere end det plejer at være.
Ole har det rigtigt
skidt, men han er stadig oppegående, og får spist lidt ind i mellem. Vi
har set andre, der er meget mere forbrændte af strålerne og som har
slanger i næsen til sondemad. Også flere af dem vi har læst om, ville på
nuværende tidspunkt af behandlingerne have ligget i deres seng det meste
af tiden. Så han klarer sig flot! Knuden er nu meget lille - Ole kan
næsten ikke finde den, og hævelsen nedenunder knuden er ikke større end
hævelsen samme sted på den anden side af halsen.
Jeg skulle have arbejdet
forskellige ting dernede, men jeg kunne ikke finde kræfter endsige
overskud til det. Men som flere har sagt til mig, så skal jeg også huske
at tænke på mig selv. Jeg kan mærke at det hele tærer på mine kræfter. Og
da jeg ville i gang med at lave noget onsdag, kunne jeg mærke inderst
inde, at jeg ikke skulle gøre det. Jeg skal jo holde til en uge til i
Kiel. Det er hårdt at være pårørende til en kræft patient. Hårdere end jeg
havde troet. Jeg har planer om at skrive en bog om hele forløbet - mest
set fra den pårørendes side, for jeg tror at det kan hjælpe andre at læse
om mine reaktioner.
I kan nok ikke forestille
jer hvor hårdt det er at skulle "aflevere" Ole til kemo terapi! Det er nok
den sværeste dag fordi det tager så lang tid. (Og dog - jeg ved godt at
flere af jer har prøvet noget tilsvarende!) Da vi startede med at gå der,
fejlede han tilsyneladende ikke noget, og han bliver mere og mere syg af
disse behandlinger. Selv om ens fornuft siger, at det er det der skal til,
er det helt vildt at man skal gøres så syg for at blive rask. Det virker
ikke logisk!
Samtidigt er jeg den
nærmeste skydeskive når Ole er/bliver sur/gal/frustreret/langt nede. Jeg
håber ikke at han mener det helt så ondt eller personligt som han
udtrykker det, når han bider af mig. Men det er alligevel ikke rart/nemt
at høre på, specielt ikke når man selv er langt ude, og har svært ved at
bunde. Jeg må virkelig kæmpe for at tøjle temperamentet - og lade være med
at svare igen. Men det hjælper at gå i enrum og græde. Så det gør jeg
jævnligt. |
