|
Lørdag var vi igen på ”proppen”, (Hovedgaden 25 i Birkerød) for at spise
frokost. Rygtet har bredt sig om at vi kommer der hver lørdag kl. 13.00
for at spise frokost og fortælle dem der dukker op, om vores tid i Kiel.
Ole bestilte ribbensteg, fordi alt han spiser smager af svinefedt – selv
vingummi… Så han tænkte at det var en god idé at bestille noget der godt
må smage af svinefedt. Men ribbenstegen smagte ikke ret meget af
svinefedt. Faktisk smagte det ikke rigtigt af noget. Men han fik da spist
en skive.
Der
var rigtigt mange der havde fundet tid til at kigge forbi, for at høre
hvordan det går med Ole. Det er utroligt dejligt – og vigtigt - for os
begge at mærke vennernes opbakning på denne måde. Tusind tak til alle! I
kan nok ikke helt sætte jer ind i hvor meget det betyder for os!
Også
tusind tak til alle der troligt ringer til os, hver weekend for at høre,
hvordan det går. Det er en uvurderlig hjælp at mærke, at der er så mange
der tænker på os!
Uge 5
havde ikke medført de helt store ændringer. Ole var selvfølgelig meget
mærket af strålerne, og han havde det rigtigt skidt søndag
morgen/formiddag p.g.a. kemo’en. Men det gik bedre op ad dagen.
Men
jeg blev noget bekymret da han stod op mandag morgen. Pludselig så han syg
ud. Det var svært at erkende. Alle de andre vi har læst om havde lagt sig
i løbet af tredje eller fjerde behandlings uge, men Ole havde været på
benene indtil udgangen af 5de uge, og han har hele tiden set frisk ud, så
vi havde følt os sikre på at han også ville klare den 6te uge uden at
lægge sig.
Men
sådan skulle det altså ikke være, indså jeg pludselig mandag morgen. Det
var et chok for mig – og sikkert også for Ole. Det tog længere tid at
pakke end de andre mandage, og først ved 9.30 tiden kom vi ud af døren.
Inden vi stak næserne sydpå skulle vi først på apoteket og i Netto. Ole
ville have noget dansk yoghurt med, som snart er det eneste han kan få
ned. Han har nu store sår i munden, både tunge, kinder og tandkød er ramt.
Da vi
kom til hotellet var vores værelse ikke færdigt! Shit! Ole var lige ved at
eksplodere, han skulle have sin medicin m.m. Jeg blev meget, meget
skuffet, og prøvede bare på at holde lav profil, jeg ville ikke til at
skælde ud, det hjælper ikke, receptionisten beklagede det jo meget og
tilbød os kaffe, drinks - what ever. Hun kunne jo ikke vide, at Ole var
desperat efter sin medicin. Så jeg gik ud og trak lidt frisk luft, for at
køle af – og – ikke mindst – for at være på afstand af Ole. Det sidste jeg
havde brug for var, at han lod det gå ud over mig. Der skal ingenting til
før man føler sig slået ud. Og det her var en hel del mere end ingenting…
Nå,
men værelset blev færdigt og der var varme på! Hotellet har tydeligvis
skruet op for temperaturen på fyret, for nu er radiatorerne brandvarme.
Jeg svedte men desværre var Ole stadig af den overbevisning at der var
koldt! Så
det har (måske) hjulpet at klage. Vi kom af sted til klinikken. Og Ole kom til med
det samme. Da han kom ud igen fortalte han at han ikke skulle have stråler
onsdag, fordi strålekanonerne skulle have service. Det forklarede, hvorfor
vi fra Herlev Amtssygehus har fået at vide, at vi også skulle herned på
mandag d. 28/2. ØV! Vi havde sådan håbet, at det var noget de havde
misforstået på Herlev.
Efter
strålebehandling måtte vi endnu en tur på apoteket. Og så tilbage til
hotellet. Jeg gik i baren og Ole gik op for at lege med mere medicin – og
hvile sig. Efter en times tid kom han ned igen fordi han stadig frøs og fik en øl. Ole syntes, at vi
skulle køre i byen og spise. Det er jo desværre både for dyrt og for
dårligt, det vi kan få at spise på hotellet. Han havde set en lille
restaurant der hedder Rauchfang tæt på klinikken, som han gerne ville
prøve. Så vi kørte dertil og det viste sig at være et rigtigt hyggeligt
lille sted. Ejeren kunne tale lidt engelsk og var enormt behagelig. Ole
bestilte spejlæg – 3 stk. – og spiste dem alle. Jeg fik kold sylte med rå
løg, brasekartofler og remouladesovs. Det smagte godt! Men det er utroligt
svært for mig at spise, når Ole ikke rigtigt kan. Til min store glæde
havde de Paulaner Salvator på fad. Jeg har haft flere lejligheder til at
smage denne specielle øl fra München fra flaske, men den smager betydeligt
bedre direkte fra fad.
Vi
blev ikke ret længe på restauranten, Ole ville tilbage og havde noget
smertestillende. Så vi satte os i baren på hotellet og fik en øl. Jeg var
bare træt, træt, træt – og det var Ole selvfølgelig også. Så allerede før
ni gik han op for at sove. Jeg bestilte en øl til og kæmpede helt vildt
for at holde mig vågen til kl. ti. Jeg ville ikke risikere at vågne alt
for tidligt om tirsdagen.
Da
jeg kom op på værelset, sov Ole heldigvis tungt og godt, fuldt påklædt,
pakket ind i dynen og med begge hovedpuder, med fjernsynet kørende samt
lidt lys på - og jeg fandt adskillige små tomme sprutflasker i
papirkurven...
Jeg skyndte mig i seng, tog min sweatshirt og rullede den
sammen som pude, uden at slukke lys eller fjernsyn, det ville måske vække
ham. Han vågnede et kort øjeblik, da jeg lagde mig ned, men sov med det
samme igen. Jeg sov heldigvis også med det samme. Men vågnede senere – Ole
havde været oppe og dikke noget mere, taget tøjet af og slukket lys og fjernsyn. Jeg fandt den
ene hovedpude på gulvet og sov igen.
|
