|
Så er halvdelen af vores
tid i Kiel gået, forhåbentlig! Ugen er for så vidt fløjet af sted. Men det
bliver hårdere og hårdere. Det er vist ikke helt forkert hvis jeg skriver
at Ole er meget medtaget - både fysisk og psykisk. Ole har nu kraftige
bivirkninger og det bliver jo værre endnu. Han får efterhånden så mange
forskellige medikamenter, at han lugter som et helt apotek. Det er meget
besværligt at holde styr på og hårdt arbejde, idet det meste smager
forfærdeligt. Og det kan han smage, ironisk nok, mens han næsten ikke kan
smage mad mere. Og meget af det han kan smage, smager helt forkert.
Eksempelvis kan han ikke smage hindbærmarmelade, mens han godt kan smage
jordbærmarmelade...
Han kan slet ikke drikke
noget med kulsyre, men hvis han shaker øllet, så det bliver fladt kan han
godt drikke lidt af det. Men slet ikke noget andet med alkohol.
Han må ikke barbere sig
med skraber, så i stedet for at købe en elektrisk barbermaskine, har han
valgt at lade skægget stå. Det klæder ham faktisk, siger alle! Men nu er
skægget begyndt at falde af p.g.a. kemo'en. Ikke så sjovt!
Vi ved stadig ikke om de
30 strålebehandlinger er nok, men vi håber det selvfølgelig. Hvis knuden
ikke er væk efter 30 strålebehandlinger, kan det være at Ole skal have
flere. Og hvis det ikke er nok skal resten af knuden bortopereres.
Heldigvis bliver knuden mindre, så vi håber og beder til at den
forsvinder, så han ikke skal opereres. Hvis han skal opereres alligevel,
så vil han helst opereres i Kiel, hvor de kender ham. Så det håber vi kan
arrangeres. Faktisk troede vi at det var en selvfølge, at de opererede i
Kiel som en del af behandlingen, men sådan er reglerne åbenbart ikke. Det
blev han meget ked af. Men mon ikke det lykkes at få operationen i Kiel.
Vi vil i hvert fald prøve.
Vi nød selvfølgelig at
være hjemme i sidste weekend. Ole mærkede bivirkningerne ved både kemo
terapi og strålebehandling. Fredag, dagen efter kemo’en frøs han meget,
havde kvalme og ondt i leddene. Og det bliver sværere og sværere for ham
at spise fast føde. Det kniber også med at smage.
Lørdag var vi i Forum og
se Appasionata, et stort hesteshow. Så vi kom desværre ikke på ”proppen". Show’et var rimeligt flot men også noget skuffende. Søndag slappede vi af
og pakkede til den nye uge i Kiel.
Vi kørte fra Birkerød
9.30 mandag morgen og ankom til vores hotel ca. 13.30. Vi kørte i den grå,
for den trængte i høj grad til nye dæk, og vi havde jo erfaret at dæk er
billigere i Tyskland. Efter strålebehandlingen kl. 15.00 kørte vi således
til dækfirmaet. De havde ikke de rigtige dæk hjemme, men lovede at skaffe
dem til onsdag morgen, hvor vi fik en tid til kl. 10.
|