|
Torsdag morgen var vi
tidligt oppe. Madrassen i vores seng er for hård for Ole, så han får ondt
i ryggen. Så vi var tidligt nede til morgenmaden, som heller ikke er et
lyspunkt længere. Ole prøvede tappert at spise noget, selv om det gør ondt
og smager forkert.
Ole besluttede at han
ville gå alene over til klinikken. Han skal være der kl. 11.15 om
torsdagen for at få kemo. Det tager ca. 2 timer og derefter skal han have
strålebehandling. Vi aftalte at han sendte en sms når han er færdig med
kemo'en, så
jeg kunne hente ham i bilen. Ca. 13.30 fik jeg så en sms og kørte over og
parkerede ved hovedindgangen. Desværre var der gået kludder i et eller
andet, så Ole var først færdig med strålerne kl. 14.20. Det var synd, for
han havde ikke taget det smertestillende med, så han havde kanon ondt. Men
det er så også første gang i tre uger, at der har været ventetid.
Vi
kørte tilbage til hotellet, så Ole kunne få al sin medicin og skylle mund.
Herefter kørte vi til Forstbaumschule og spiste frokost, som de foregående
torsdage. Der er hyggeligt, og ikke for dyrt. Og det er rart med nogle
faste rutiner.
Ole havde igen fået en ny
recept, noget mod kvalme. I sidste uge havde han nemlig fået kvalme efter
kemo'en. Så vi skulle også finde et apotek, men det er nu
nemt nok, der er rigtigt mange i Kiel.
Vi er efterhånden godt trætte af restaurationsmad, så vi fandt et supermarked og købte lidt forskelligt til
at spise på værelset. Samt nogle få gode øl. Ole kan godt drikke lidt øl,
hvis han ryster al kulsyren ud af det.
Natten mellem torsdag og
fredag frøs Ole, som en lille hund, så det kneb med at sove. Der var
faktisk overhovedet ikke koldt, jeg havde det rigeligt varmt! Det er helt
sikkert kemo'en der giver disse influenzalignende symptomer.
Fredag morgen kl. 7.50
havde vi tid til den sidste strålebehandling i denne uge. Herefter spiste
vi morgenmad på hotellet og pakkede al vores habengut. Vi kørte en tur til
Riepen hvor de stadig havde Altenmünster Winterbier. Jubii!
Herefter kørte vi hjem
over Puttgarden som vanlig og var hjemme i Birkerød ca. 14.30.
Når vi ser tilbage på denne uge, kan vi ikke
klage over at tiden går langsomt. Det er som om vi er landet midt i en
tidslomme, hvor tiden er blevet relativ, eller måske snarere mindre
væsentlig. Hele tiden er der ting vi skal forholde os til, ting vi skal
nå. Og eftersom nerverne stadig sidder uden på tøjet, skal der ikke ske
ret meget uventet før vi bliver stressede!
Ole´s bivirkninger er blevet værre i løbet af
ugen. I dag søndag har han næsten ingen stemme. Men de forskellige
medikamenter hjælper med at holde de værste smerter i ave. Han kan
heldigvis stadig indtage fast føde, hvis han har taget de smertestillende
dråber inden. Men der er mange ting der smager forkert, så han mister nemt
appetitten. Der er
ingen tvivl om at det bliver værre i løbet af de næste uger. Man kan nok
aldrig helt forberede sig på smerter, men jeg er helt sikker på, at det
har hjulpet at læse om andre i samme situation, så bivirkningerne ikke
kommer bag på Ole - eller mig. Jeg håber at det også kan trøste ham lidt
fremover!
Det er rigtigt, rigtigt
hårdt at se Ole lide så meget, tit kan man tydeligt se smerterne og
fortvivlelsen i hans øjne. Men jeg synes at han tackler situationen flot,
selv om han er meget, meget sårbar psykisk. Ingen af os har mistet troen
på at han nok skal klare sig, men indrømmet, der er tidspunkter hvor
afmagten er så stor og nærværende, at vi har svært ved at tackle den.
Somme tider kan vi ikke se hvor kræfterne skal komme fra, men uret tikker
videre, timerne går og livet fortsætter, selv om det gør ondt, og nu er vi
trods alt halvvejs med behandlingerne! |
